aekcsn

Som generelt interesseret studerende er jeg stødt på en lang række videnskabelige problemer, som er blevet betragtet som værende forbeholdt en specifik disciplin. Disse disciplinskategoriseringer er ikke så overraskende opstået, da forskere inden for disse felter sædvanligvis har været de første til at beskrive de givne problemer. Mange af disse problemer er i deres umiddelbare, måske vulgære beskrivelse let forståelige. Studiet og beskrivelsen af de tilgrundliggende mekanismer er derimod ekstremt kompliceret. Problemerne kan have forskellige omfang, nogle af problemerne er umiddelbart kun interessante i et akademisk perspektiv, mens fornuftig håndtering af andre kan have vidtrækkende konsekvenser for samfundets eksistens.

Som eksempel på et af disse transdisciplinære problemer vil jeg tage udgangspunkt i proteinfoldningsproblemet. Til grunds for proteinfoldningsproblemet ligger Anfinsens paradigme.  Dette blev oprindeligt beskrevet af Christian Anfinsen og udløste Nobelprisen i kemi i 1972. Paradigmet kan opsummeres lidt karikeret som følger: et protein er en kæde af aminosyrer. Der findes 20 forskellige aminosyrer, og et protein kan spontant folde op i en fast tredimensionel struktur, unikt afspejlet af sekvensen af aminosyrer. Proteinfoldningsproblemet ligger så i at kunne bestemme den faste tredimensionelle struktur givet aminosyresekvensen. Problemet kan altså forklares over en kop søndagskaffe. Men eftersom dette problem efterhånden har optaget mange biologers, biokemikeres, kemikeres, fysikeres, statistikeres, datalogers osv. karrierer kunne det tyde på, at problemet ikke er trivielt.

Det er ganske inspirerende at se så mange mennesker med så forskellige baggrunde arbejde på det samme problem. Den enorme interesse har udløst et uoverskueligt stort antal af publikationer, PubMed tæller fx over 37 000 hits på ’protein folding’, hvilket gør det til noget nær en umulighed at danne sig et overblik.

Generelt ser man, at forskere på tværs af discipliner foretager lignende antagelser og finder korresponderende underproblemer. Dette er naturligvis bekræftende for det overliggende problem. Videre bidrager de forskellige discipliner med komplementære eksperimentelle metoder. Resultaterne fra disse eksperimenter skal dog ofte fortolkes i lyset af praktisk erfaring. Da bedrivende forskere i sagens natur er skeptiske, leder disse kendsgerninger til en selvopretholdende kløft mellem disciplinerne. Man skal så at sige nosse sig gennem de samme grundlæggende problemer og antagelser fra en ende af, før man accepterer resultaterne fra andre videnskabelige grene. Af lignende karakter er, når man i sin forskningsproces støder på underproblemer uden for eget kompetenceområde, og man selv giver sig i kast med at løse det. Dette vil i de fleste tilfælde resultere i at forskningstiden anvendes på tekniske detaljer frem for egentlig idéevaluering og kan i særligt uheldige tilfælde resultere i fejl.

Set i lyset af det stigende pres på især grundforskere i form af retfærdiggørelse og værdisætning af deres individuelle forskning,  kan det derfor være interessant at  øge den transdisciplinære kommunikation. Den umiddelbare løsning på et sådant problem er, at alle forskere hver især skal kommunikere deres individuelle kompetencer i form af en letforståelig tekst eller lignende. Dette er dog i høj grad noget, man allerede ser i kraft af, at de fleste forskere har hjemmesider, hvorpå netop dette fremgår. Hvad er så problemet? Hvad hæmmer forskere i tage til kontakt til hinanden på tværs af disciplinerne? Faglig stolthed? Frygten for at tabe ansigt? Den transdisciplinære, eller den tværfaglige, forskning er langt fra et nyt begreb. Tværtimod er det blevet behandlet i stor stil gennem diverse medier de seneste år. Vi er alle klar over, hvad begrebet dækker over.

For at vende tilbage til proteinfoldningscasen, jeg påbegyndte tidligere; For nyligt var jeg vidne til et nyt, faktisk transdisciplinært, initiativ på netop dette område. På H.C. Ørsted Instituttet var der til et anvendt topologisk kollokvium lagt i ovnen til et nyt perspektiv på foldningen af proteiner. Ganske rigtigt var der nye og måske mere ’rigide’ matematiske formuleringer af problemet. Stadig endte spørgerunden i en diskussion omkring fundamentale antagelser. Det viste sig, at den ellers lovende formulering haltede på et område som resultat af netop en specifik antagelse. Denne antagelse var tilsyneladende blevet rationaliseret ud fra kommunikation med ”bio-guys”, men eksperter i auditoriet redegjorde for antagelsens problem og understregede, at det var velkendt.

Det virker klart ud fra den ovenstående diskussion, at det må være nødvendigt at lette kommunikationen på tværs af forskningsfelter. Muligvis skal dette opnås vha. en ekstern videnstung person. Dette eksterne element skal være opsøgende og motiverende. Netop af disse årsager tyder det på, at det i høj grad skal være en person med akademisk baggrund, men med en særlig sans for problemer, analogier mellem problemer og med fagspecifik viden. Disse kompetencer er som regel noget, man forbinder med erfarne professorer. Så det tyder på, at man ikke nødvendigvis har behov for buzz-begreber som management, coaching og konsulenter, men hellere bare bredt favnende, muligvis efteruddannede, professorer.

For tiden fremkommer der et ord meget i vores medier. Radio, tv, aviser – ja selv på den knap så indflydelsesrige blogosfære hører vi om den tilstand ordet repræsenterer. Jeg taler naturligvis om Finanskrisen. En krise som vi i høj grad kan bebrejde vores egen adfærd for. Ordet, finanskrisen, er et ord jeg ikke er særlig begejstret for, ikke af nogen anden årsag end det klinger desperat og ikke lige frem er særligt kreativt.

For studerende, ligger det måske ikke alt for fjernt, det med ikke at have så mange penge. Ikke desto mindre har det måske været svært at bemærke en ændring på netop dette økonomiske plan. Så, hvordan bliver studerende som forbrugere og storbyboere påvirket på et oplevelsesmæssigt plan af finanskrisen? Hvis man tager udgangspunkt i eksempelvis klub- og musikscenerne i København – vi taler om store, mere eller mindre organiserede, kreative organer der sørger for at levere lydsporet til manges studieår – vil man kunne observere dynamik og kreativitet – som på bedste Darwinistiske manér formår at tilpasse sig til blandt andet de finansielle og materielle omgivelser. Kulturlivet som vi ser det er, hvad enten vi vil det eller ej, påvirket af en større økonomiske sammenhæng. Men er det overhovedet relevant at tale om finansielle begrænsninger i en kreativ proces, såfrem den/de kreative aktør(er) har eksistensgrundlag?

Jeg vil på baggrund af eksempler her diskutere, hvordan musikere, eventmagere, DJs og deslignende udfordres ved begrænsninger sat af finanskrisen. Den finske-svenske bølge af skweee-musik, der så småt er ved at vinde indpas i København, vil understøtte idéen om kreativitet ikke er begrænset økonomisk ud over aktørernes eksistens. Filosofien bag skweee-bevægelsen er i høj grad at skabe så meget som muligt med primitivt og udateret elektronisk musikgrej, som er blevet erhvervet billigt. Der er altså konstrueret noget der kunne minde om finansiel begrænsning, i den kreative proces. En vigtig pointe er at bevægelsen opstod før finanskrisens eksistens. Det at skabe kunst er altså lige så meget som at skabe rammerne for sin kunst, hvad end rammerne er stilmæssige eller har en økonomisk karakter.

Videre har vi set en opstand af rullende lydsystemer i Københavns gader. Denne kan naturligvis tolkes som værende et eller flere udtryk. Man kunne forestille sig, at formålet var at give anledning til fleksible tidspunkter og placeringer af veletablerede bevægelser: en slags musikalsk pølsevogn »Jeg vil godt bede om en Britney i svøb med Timbalands hoste«. Alternativt kan lydsystemerne ses som et naturligt resultat af en mangel på udtryksplatform for en gruppe af mennesker. Der er sandsynligvis lydsystemer i favør for begge tilfælde, men det er vigtigt at holde sig de økonomiske fordele for øje ved en sådan løsning. Behovet for entré ved klubber og koncerthuse er en stor økonomiske barrierer da den kommer til at hvile på de frie markedskræfter. Dette er alt sammen irrelevant for mobile lydsystemer, der er en større investering men med lavere driftsomkostninger. Efterfølgende er platformen unik, uafhængig og ikke mindst klassisk jf. navnet på et af systemerne: »Lirekassen«.

Vi ser altså at der ikke er nogen stor grund til bekymring, hvad angår muligheden for at blive udfordret musikalsk eller kreativt, som følge af finanskrisen. At der i den økonomiske fremgang opstod autonome gadelydsystemer og musiske stilarter der fra et teknologisk perspektiv hører hjemme i en østeuropæisk trailerpark, er eksempler på at kreativiteten består primært af lidenskab og personlig arbejdsomhed. Man fristes til at sige at begrænsninger danner rammer, som gør konkretiseringen af idéer mere umiddelbar end hvis rammerne ikke er faste. Måske er netop de frie økonomiske rammer givet anledning til det knap så kreative navn: Finanskrisen.

Jeg påstar ikke, at det er sundt at udsulte kunstnere, jeg argumenterer simpelthen for, at økonomi kan anskues som kreativ ramme på lige fod med for eksempel en stilart..

Det er altså fortsat centralt at give grænsesøgende kreative aktører det eksistensgrundlag, som er præmissen for den kulturelle dynamik de skaber.

Dette indlæg fremgår også som »Klummen«, i april udgaven af magasinet »Corpus«. http://www.corpusmagasin.dk/

Det er nu godt 2 år siden Bjarke Skipper Petersen, påpegede hvad han så som værende en fejl på den daværende naturvidenskab.nu-portal (1). Den påståede fejl består i den naturvidenskabelige metode er begrænset til opstillingen af teorier som beskrives ved hjælp af matematiske modeller, som så anvendes til forudsigelser på tværs af eksperimenter.

Det store problem for Petersen er den tilsyneladende ekstreme matematikfetichisme i universiteternes promoveringsmateriale til de naturvidenskabelige uddannelser – Altså: Al naturvidenskab kan beskrives på matematisk form. Dette mener Petersen er dybt problematisk og dette syn er jeg ganske enig i.

Når man læser Petersens primærkilde undres man over hvor han ser denne generalisering. Først efter et nøjere studie af hans eget indlæg (2) og primær teksten (3) forstod jeg det tilsyneladende problem. Sætningen: “I fysikken ser man tydeligt den naturvidenskabelige metode: Der opstilles teorier, og matematiske modeller udarbejdes;(…)”(4) bliver ikke forstået som man umiddelbart skulle tro, altså som: “I fysikken tager den naturvidenskabelige metode typisk form i opstillingen af teorier og beskrivelsen af disse vha. matematiske modeller”.
I Petersens verden foretages der en omvendt begrebsprioritering. Altså: fordi opstillingen af matematiske modeller er et eksempel på den naturvidenskabelig metode bliver den naturvidenskabelige metode netop denne opstillingen af matematiske modeller.
Det forekommer mig meget søgt at drage denne slutning på baggrund af den tekst som beskrives, en tekst, som ud over at have (naturvidenskabeligt interesserede) gymnasie studenter som målgruppe (5), udelukkende beskriver den ordinære proces i fysikken.

Petersens hovedkilde bliver altså kritiseret for hvad den er, og ikke dens reelle indhold: en karikeret populær beskrivelse af de overordnede træk i en typisk forskningproces inde for fysikken rettet mod potentielle fremtidige studerende. Denne første grundlæggende misforståelse hos Petersen er altså at hans kilde altså ikke en dybdegående, nøgtern generel meta-beskrivelse af den naturvidenskabelige proces til de dødelige masser – Og gudskelov for det. Havde dette været tilfældet var optagelses tallene på de naturvidenskabelige uddannelser nok endnu lavere end hvad de i forvejen er (6).

Absurditeten af Petersens tolkning af hans hovedkilde, når først sit topmål når han på sine søgte og irrelevante grundlag henviser til et naturvidenskabelig problem som (umiddelbart) ligger uden for matematisk rækkevidde, og derved eksemplificerer sin pointe på en primitiv og stråmandslignende måde. Videre, ligger det problem der bliver henvist til ude for fysikkens umiddelbare domæne, som bekendt er den gren af videnskaben som Petersens hovedkilde ønsker at beskrive. Hvad der gør det hele lidt mere komisk, eller måske tragisk, er at det givne eksempel sandsynligvis også  kan beskrives med matematisk formalisme.

Der skal ingen tvivl herske om at Bjarke Skipper Petersens pointe, den naturvidenskabelige metode er mere end matematiske modeller, er vigtig. Hvorvidt denne pointe skal komme til udtryk er dog en anden sag – Personligt mener jeg dog ikke en så primitiv kritik at universiteternes promoveringsmateriale, er det bedste for udbredelsen af pointen eller for den offentlige opfattelse naturvidenskaben i al almindelighed. Jeg kan derfor kun bifalde at Petersens indlæg ikke har haft nogen indflydelse materialet for promoveringen af fysikstudiet hos Københavns Universitet. (7)

(1) http://www.dr.dk/DR2/VidenOm/Blogs/Huseksperternes+blog/Klummer+og+blogs/20070212130752.htm

(2) Ibid.

(3) http://web.archive.org/web/20070512225527/http://www.naturvidenskab.nu/index.phtml?sek_id=109

(4) Ibid.

(5) En målgruppe som generelt forventer noget konkret.

(6) http://www.ug.dk/min%20baggrund.aspx?article_id=artik-hovedtal

(7) http://www.science.ku.dk/uddannelser/bachelor/fysik/